ISLANDSKE SAGAER

De Islandske sagaer stammer fra tidsperioden år 1100 og frem, hvor man for første gang begyndte at skrive de gamle mundtlige overleveringer ned. Perioden fra 1100-1200 kaldes således Nedskrivningstiden, mens perioden 870-930 er den periode, hvor Island koloniseres, og hvor sagaernes handling finder sted. Denne periode kaldes Landnamstiden. Perioden mellem Landnamstiden og Nedskrivningstiden fra 930-1130 kaldes Sagatiden. Det er i Sagatiden, at sagaerne fortælles og udvikler sig.

 

Sagaerne kan kaldes fortællinger om Islands guldalder. Island splittes nemlig i 1200 i interne magtkampe, og Island bliver en del af Norge. Ved at nedskrive sagaerne dyrkede man den tid, hvor Island var selvstændigt. Det islandske samfund i Landnamstiden og Sagatiden var således uafhængigt af konger. Der var derfor ingen enevældig magt, der bestemte, hvad der var ret og ikke-ret. Islændingene havde i stedet Altinget, hvor høvdingene over de forskellige områder, der kaldtes goder, som Island var inddelt i, deltog i. Her tog de beslutninger og afgjorde stridigheder, men det var dog kun høvdingene som fik en stemme i dette tidlige demokrati-lignende system.

 

Der var som sagt ingen udøvende magt på Island dengang, og derfor var det familien eller ætten, som måtte retfærdiggøre uret, hvilket kunne ende i blodige familieopgør. Netop dette er omdrejningspunktet for sagerne. Dette er grunden til, at ætten er grundlæggende for samfundsstrukturen, og at det er ætten som definerer individets status.

 

Islændingene dyrkede i årene frem til 1000 Den Nordiske Mytologi. Den Nordiske Mytologi er en polyteistisk tro, og indebærer mange ritualer. Eksempelvis ofrer man til de forskellige guder for at opnå succes i de områder, som guderne repræsenterer. Religionen havde således en stor indflydelse på islændingenes hverdag, og på islændingenes tankesæt. Dette ses på den måde hvorpå man tænkte på de forskellige stænder i samfundet, hvor høvdingene havde den tætteste forbindelse med guderne, hvilket gav dem stor magt. I myterne som Den Nordiske Mytologi gror på, er et fremtrædende træk skæbnen. Skæbnen er noget, som selv ikke guderne kan løbe fra, og det kan mennesket derfor heller ikke. Prøver man at flygte fra sin skæbne, er der den opfattelse, at man har overtrådt en usynlig guddommelig grænse, og dette må straffes. Dette kommer til udtryk i sagaerne, hvor også drømme tillægges en evne til at forudsige skæbnen. Dette er en overbevisning, som lever videre da det islandske samfund bliver kristent i år 1000.