ISLANDSKE SAGAER

Slægtssagaer – Islandske Sagaer

 

En slægtssaga indledes altid med en karakteristisk indledning, hvor tid, sted, hovedpersonerne og deres slægt introduceres. På denne måde indledes fortællingen ved at forklare det sociale lag, fortællingen udspiller sig i. Fortælleformen er berettende, og sagaen skal fremstå autentisk. Sagaer er dog fiktive, og historierne er nedskrevet hunderede år efter den fortalte tid.

 

I den islandske saga er indledningen opbygget, så den starter med en genealogi, hvor først slægt A præsenteres, og herefter introduceres slægt B. Ved at introducere de forskellige slægter, får man et indtryk af, hvordan de forskellige personer er, da man arver sin famillies ære. Historien foregår ved at først en fra slægt B interagerer med slægt A, og som resultat skal personen fra slægt B nu enten hævnes på eller på anden måde gøre bod for interaktionen. På denne måde skal æren for de to slægter genoprettes, og fortællingen kan begynde.

 

Sagen udtrykker en skæbnetro, hvor drømme tydes, og varsler opfyldes. Helten i en saga udviser tapperhed, selvbeherskelse, loyalitet mod slægten og snarrådighed. Sagaens handlingsforløb sker ikke gennem ord, men gennem handlinger. Spændingen i sagaerne skabes af konflikter mellem slægterne, og heltene i sagaen er underlagt deres pligt overfor slægten, men heltene er også helte, fordi de skiller sig ud fra samfundsnormerne og derigennem ændrer dem.

Kvinderne spiller sjældent en rolle i sagaerne, da deres rolle er at varetage de daglige opgaver.

 

Sagaerne imiterer den mundtlige fortælling, og der er undervejs læserhenvendelser som f.eks. “og så hører vi ikke mere om ham”. Det vigtige er ikke miljøet, og fortælleren stræber efter en objektiv beskrivelse. Der er fokus på personerne, deres handlinger og deres replikker. Personerne beskrives indirekte gennem disse handlinger og replikker, og læseren skal sjældent vurdere personerne, da vurderinger oftest lægges i munden på andre personer eller hos fortælleren.