ISLANDSKE SAGAER

Sprog

 

Skrivestilen i den islandske saga kan beskrives som scenisk, dog med enkelte hop til den panoramiske skrivestil. Disse virkemidler benytter forfatteren ofte i historien. Andre virkemidler omhandler det fortællende sprog, hvilket efterligner den mundtlige fremstilling med en vurderende og underspillet beskrivelse. Heltene er netop her individer og interessante, fordi de sprænger normerne uden at blive for meget.

 

Det ældre sprog i sagaen, hvor ord som “talede” og “fager” finder sted, udgør også en essentiel del af de genremæssige træk, der findes ved sagaen. Her findes ikke mange adjektiver og sproget kan på den måde beskrives som nøgternt, da der ikke er beskrivelser i et stort omfang. Det specielle ved sagaen er også, at der mellem forskellige scener kan forekomme skift mellem nutid og datid. Skiftet giver beretningen et mundtligt præg, der blandt andet understøtter en evt. dramatisk udvikling. Sagaens vigtigste fortælleteknik omhandler replikker og handling.

Heltene taler selv i sagaen, hvilket gør at, de indirekte portrætteres gennem deres handlinger og replikker.

 

Fortælleteknikken opfylder den berettende sagastil, selvom man dog paradoksalt kan kan sige, at stilen på den ene side er underspillende på den anden side dramatisk. Fortælleren tilstræber en objektiv beskrivelse uden brug af naturbeskrivelser. Det er således den historiske tid og det geografiske rum, der præciseres for at skabe en autentisk illusion.